Hunde træning i Bramming

I Bramming er vi så heldige at have to eftersøgningshund

Bent med Arco & Vibeke med Katja

DCH's Eftersøgningstjeneste dækker det meste af landet og er klar til at rykke ud, når tabte sager skal forenes med deres ejermænd. Her er det hundeførerne Bent Schmidt og Carsten Poulsen med fem-årige Arko og otte-årige Theis. Gennem de seneste fem år, har de to hunde fundet ting for flere hundrede tusinde kroner.

Fandt nøgle til helt ny Volvo i Blaabjerg Plantage
Er uret blevet væk eller har venstre hånd været gemt lidt for længe i baglommen på grund af en tabt vielsesring? Så står Eftersøgningstjenesten klar til at hjælpe med specialtrænede hunde

Af Susanne Dige Krebs Budstikken
- Søg, søg Arco, lyder opfordringen fra Bent Schmidt, mens den fem-årige schæferhund stryger ind i skoven for at se, om den kan finde et par nøgler, der er blevet gemt i skovbunden ved DCH's klubhus i Bramming.
Arco er ikke svær at overtale. Ivrigt finkæmmer den området med sin veludviklede lugtesans og ender med at grave målrettet i jorden. Jo. Der er gevinst. Igen. For sådan er det bare.
- Vores hunde er specialtrænede i DCH (Danmarks civile Hundeførerforening, red.), og vi har, gennem de seneste fem år, hjulpet rigtigt mange med at finde deres bortkomne bilnøgler, briller, punge, vielsesringe eller hvad det nu kan være, de har tabt, fortæller Carsten Poulsen, der sammen med Bent Schmidt udgør to af de i alt 130 eftersøgere i Eftersøgningstjenesten inden for DCH.

Færten bliver kraftigere
Og der er ikke grænser for, hvad der kan findes, når først hundene træder i aktion. Helt op til et halvt år efter, noget er blevet tabt, er færten stadig kraftig nok, til at hundene kan lugte den.
- Ja nogle gange endda længere, oplyser Bent Schmidt og fortæller, at færten faktisk bliver kraftigere, jo flere dage der går, fra tingen er blevet tabt, - Den breder sig simpelthen ud over et større område, og på den måde bliver det lettere for hundene at lugte den.
På grund af risikoen for at ødelægge bevismateriale, blander Eftersøgningstjenestens hundeførere sig aldrig i politiets almindelige eftersøgningsarbejde af genstande eller personer, medmindre de bliver bedt om det.
Den fem-årige schæferhund, Arko, elsker at finde ting. Her er han på jagt efter et par nøgler, der ligger gemt et sted i skovbunden. De blev selvfølgelig fundet. FAKTA Dansk civile Hundeførerforenings Eftersøgningstjeneste har 130 specialtrænede hunde tilknyttet. Hundene finder alt fra punge, briller og nøgler til høreapparater og smykker. Det koster kun almindelig køretakst at få hundeførerne til at rykke ud, når noget er tabt. Koordinator er Peder Søndergaard fra Bramming, telefon 75 65 65 37 eller 71 10 40 69. @Citat tekst:Når man arbejder med hunde, så bliver man bidt af det. @Citat person:Bent Schmidt, hundefører i DCHTaknemmelighed
Man kan dog undre sig over, hvad der får en hundefører til at springe op fra den lune sofa en regnvejrsvåd og kold aften, for at tage ud og lede efter et par tabte bilnøgler. Uden beregning.
- Det er spændingen, det er samspillet mellem mand og hund, og så er det den glæde og taknemmelighed folk viser, når vi finder ting, de ellers havde opgivet nogensinde at se igen, smiler Bent Schmidt og husker engang, hvor han netop havde sat sig i sin sofa for at slappe af ovenpå en lang arbejdsdag, og telefonen pludseligt ringede. Det var en, der havde tabt sine briller, enten i stor, tom lagerhal eller i området udenfor.
- I første omgang sagde jeg, at jeg ville komme næste dag, og det accepterede han, men da han havde lagt på, valgte jeg at tage afsted alligevel, griner han.
Efter at have gennemsøgt hallen, fik hunden pludselig færten af noget i et lastbildæk i hjørnet af hallen og, ganske rigtigt, der lå brillerne.
- Det var nogle specialbriller, så ejeren blev både glad og overrasket, da jeg ringede og fortalte, at nu var de fundet.
De to hundeførere har indtil flere gange været ude på opgave sammen.
- Blandt andet var vi engang i Blaabjerg Plantage, hvor en orienteringsløber havde tabt sine nøgler til sin helt nye Volvo. Heldigvis kunne hun ret nøjagtigt guide os gennem den rute, hun havde løbet, og det endte da også lykkeligt med, at hundene fandt nøglerne, så hun kunne komme hjem med sin bil igen, griner Carsten Poulsen og husker, hvordan de lod hundene gå bagved hinanden, så muligheden, for at finde nøglerne, blev optimal.
Men hvordan kan hundene vide, hvad det skal lede efter?
- Det kan de heller ikke. De finder alt, hvad der har været berørt af menneskehånd. Det er de trænede til, og derfor kommer de også indimellem med noget, som vi ikke leder efter.

Kursus

Eftersøgningstjenestens hunde, og deres førere, tager indimellem på kursus, hvor de får træning og inspiration af en af landets bedste hundetrænere, Poul Bech, der tidligere har arbejdet for Aalborg Politi.
Hele tre gange har han haft en såkaldt "gruppe 1" sporhund, hvilket betyder, at den har tilhørt gruppen af de dygtigste hunde i Danmark.
-Han fungerer også som vores coach og hotline, så vi kan altid ringe til ham, hvis vi står med en opgave, vi er i tvivl om, hvordan vi skal løse.
DCH's Eftersøgningstjeneste har et ønske om at blive fuldt landsdækkende, hvilket kræver en udvidelse af staben med 70 hunde, så den i alt tæller 200 hunde fordelt i hele landet.
- Og efter vores koordinator, Peder Søndergaard fra Bramming, er kommet til, har der været en rivende udvikling i tjenesten, lyder det samstemmende fra de to hundeførere, der står klar til at rykke ud med deres dygtige hunde, når noget skal findes.
- Vi vil rigtigt gerne hjælpe, og vi er altså ikke længere end en opringning væk, så hvis man har tabt noget, skal man bestemt ikke tøve med at ringe, understreger de.


Travlhed i Bramming.

De to Bramming hunde og deres ejere har god næse for tabte ting. Her har Bent Schmidts hund, Arko, netop fundet et par tabte briller.

Der har været travlhed de seneste dage i DHC's Eftersøgningstjeneste

Først blev Bent Schmidt og hunden Arko kaldt ud for at finde et par tabte briller i en nærliggende skov ved Bramming. Dagen efter havde en kvinde fra Darum tabt en guldørering i Bramming.
Samme dag blev Carsten Poulsen og hunden Teis kaldt til Skærbæk for at finde nogle tabte høreapparater. Alle 3 tabte genstande blev fundet af de to dygtige hunde.
Yderligere oplysninger om DCH’s Eftersøgningstjeneste kan
Findes på DCH´s hjemmeside.