Hunde træning i Bramming

Inden du køber hund

Pasningsvejledning

Pasningsvejledning til hunde

Hunde har en gennemsnitlig levetid på ca. 12 år. Man bør derfor tænke sig om inden man anskaffer en hund.
De forskellige hunderacer har meget forskellige egenskaber og temperamenter.
Hunderacerne er oprindeligt lavet til forskellige arbejdsopgaver. Man bør sætte sig ind i
raceegenskaber før man køber hund og så vidt muligt vælge en hund, der passer til de
forhold man kan tilbyde den. Når der er tale om blandinger mellem 2 eller flere racer,
kan man ikke vide hvilke egenskaber, der vil være mest fremtrædende hos hunden.

Hunde er flokdyr

Hunde er flokdyr og trives bedst sammen med sin flok. Hunde bør derfor ikke være
alene mere end 6-8 timer dagligt. Hunde er ikke født med evnen til at være alene. Det
skal læres. For meget tid alene kan medføre adfærdsproblemer. Man kan ikke forvente,
at en hvalp kan være alene hjemme ret længe ad gangen.
Hunde er ikke født stuerene. Det kan tage op til ca. ½ år, at gøre en hvalp stueren.

Motion, aktivering og træning

Hunde skal motioneres og aktiveres dagligt. Mangel på motion og oplevelser kan
medføre adfærdsproblemer. Som minimum skal man regne med, at skulle beskæftige
sig med en hund i 1½ – 2 timer dagligt. Det kan kraftigt anbefales at gå træning med
hunden.

Fodring og vand

Hunde skal have tilstrækkeligt med foder som er tilpasset til hunde. Hunde har ikke de
samme ernæringsmæssige behov som mennesker og bør derfor have foder, der er lavet
til hundes ernæringsbehov. Hvalpe i voksealderen bør fodres med hvalpefoder.
Hunde skal altid have adgang til friskt, rent vand.

Daglig pasning

Hunde bør med jævnlige mellemrum have klippe kløer, efterset ører og tænder m.m.
Der er stor forskel på, hvor meget pelspleje hunde behøver. Langhårede hunde skal strigles og kæmmes jævnlig for at undgå problemer.
Hvis pelsen filtrer, kan det medføre hudproblemer samt at hunden ikke kan bevæge sig ordentligt.
Visse hunderacer (især terriere) skal trimmes. Trimning betyder at pelsen skal rykkes
ud. Trimning foretages oftest hos hundetrimmere.

Vaccinationer, sygdom m.m.

Der er flere smitsomme hundesygdomme, man med fordel kan vaccinere imod:
Hundesyge, parvodiarre og hepatitis. Hvis hunden skal medtages til udlandet er der forskellige lovkrav
til vaccinationer i de enkelte lande, men den skal som minimum være rabiesvaccineret og være i
besiddelse af et pas (fås hos dyrlægen).
Dyr må ikke udsættes for unødig lidelse og man skal derfor kontakte en dyrlæge, hvis hunden er syg.

Lovmæssige krav

  • En hund skal inden den er 8 uger gammel være mærket og registreret i Dansk Hunderegister.
  • En hund skal fra den 4 måneder gammel bære halsbånd med et skilt med ejerens navn og adresse.
  • En hund skal fra den er 4 måneder gammel være lovpligtig ansvarsforsikret.
  • Det er forbudt til stadighed at holde en hund bundet.
  • Det er forbudt at sælge hunde der er under 8 uger gamle.
  • Hunde må ikke overdrages til børn under 16 år uden forældremyndighedsindehaverens samtykke.

Yderligere lovgivning fremgår af hundeloven og dyreværnsloven

God fornøjelse.

Kend din hund

Husk at sætte dig ind i hvilken hund det er du køber

Her er lidt om blandings hunde.

Kend din blandingshund

Blandingshunde med labrador / golden retriever

Retrievere er oprindelig lavet som vandapporterende jagthunde. Retrievere vil meget gerne bære ting, både eget legetøj eller andet de kan få fat på. De er meget vandglade hunde og kan have en voldsom appetit.

Blandingshunde med hyrdehund

Hyrdehunde er oprindelig lavet til at holde husdyr samlede og drive dem. De kan have tendens til atjagte biler, cykler, løbere, legende børn m.m. Hyrdehunde kræver meget motion og aktivering.
Hyrdehunde kan være ret følsomme hunde, som let kan blive bange for f.eks. skud og torden.

Blandingshunde med jagthunde

Jagthunde er oprindelig lavet til at hjælpe under jagt på forskellig måde. Jagthunde har stor fugle-og vildtinteresse og tendens til at strejfe. Hundenes opmærksomhed er ofte ude i horisonten. Det kan være en fordel at indhegne haven.

Blandingshunde med rottweiler og andre vogterhunde

Rottweilere er oprindelig lavet som kvæghyrdehunde og vogterhunde. Rottweilere har et stort vogterinstinkt og passer på deres territorie og familie. De bryder sig ikke om nærkontakt fra fremmede. De stikker af hjemmefra, hvis de keder sig. Visse linjer inden for rottweilere er avlet til vagthunde og er uegnede som almindelige familiehunde.

Blandingshunde med små selskabshunde

De små hunde er ofte meget larmende. De kan have et ret heftigt temperament, og man skal huske at opdrage dem! Små hunde skal ikke bæres rundt på armen, da det kan gøre dem meget uselvstændige og usikre –
de kan sagtens gå selv. De kan være fysisk skrøbelige og er ikke særlig velegnede til småbørnsfamilier.